Nyheder



Ny gratis app gør det lettere at beregne den rigtige mængde beton

Af Ole Keinicke Christensen, 14. juni 2016
Den nye og gratis app fra Dansk Mobil Beton A/S gør det let for både den professionelle og gør-det-selv-håndværkeren at beregne den præcise mængde beton til en støbning.

Dansk Mobil Beton A/S står bag en ny app (Betonregner), der gør livet lettere for både professionelle og gør-det-selv-folket, når man skal finde den rigtige mængde beton til forskellige støbeprojekter.

De fleste, der arbejder med beton, kender nok problemet. Hvor meget beton skal der bruges til det rendefundament, man lige har gravet ud til og hvordan er det nu man beregner det?

Nu er det slut med blyant, papir og formelhæfte. Med den nye app Betonregner, indtaster du bare målene på din støbning og så får du resultatet med det samme. Nemt og altid ved hånden via din smartphone.

Vi oplever ofte, at kunder ringer og spørger hvor meget beton de skal bruge til en given støbning. Det kan nemlig være svært at gennemskue præcis hvor meget, der skal bestilles og så kan det være rart med lidt hjælp til at finde den rigtige mængde. Derfor lavede vi for nogen tid siden en beregner på hjemmesiden, hvor alle kan gå ind og beregne den rigtige mængde beton, fortæller Teknisk Direktør i Dansk Mobil Beton A/S Steen Madsen.

Beregneren har vist sig at være en stor succes og derfor har vi nu taget skridtet fuldt ud og gjort beregneren mobil. Når du har beregnet hvor meget beton, der skal bruges, kan du via den nye app ringe direkte til os og bestille betonen med det samme. Lettere bliver det ikke.

Gratis for alle
App’en er gratis for alle, og du kan godt bruge den uden at være kunde hos os, men vi ser selvfølgelig gerne, at du bliver det.

Vi vil løbende opdatere app’en med nyt indhold, der er relevant for alle, som arbejder med beton, slutter Steen Madsen.

Læs mere om den nye app her.

WILLBRANDT Gummiteknik bygger nyt dansk hovedsæde

Af Ole Keinicke Christensen, 20. april 2017
Direktør i WILLBRANDT Danmark, Johnny Anekjær fortæller om planerne for det nye byggeri

Fortsat vækst får WILLBRANDT Gummiteknik A/S i Haslev til at investere i grund til nyt dansk hovedsæde.

Hvis det er lavet af gummi og på nogen måde sørger for at begrænse vibrationer, så er der god sandsynlighed for, at det er Willbrandt Gummiteknik, der står bag. Kunderne er jernbane-industrien, vind, marine og militær - og snerydning i f.eks. lufthavnene.

- Vi havde egentlig ikke fokus på lufthavne, men vi overtog et mindre firma for nogle år siden, og de leverede til Kastrup. Nu leverer vi skær til sneplovene, der rydder landingsbanerne og vi leverer de klodser, der holder flyenes hjul, fortæller Johnny Anekjær.

Han er administrerende direktør i den danske afdeling af Willbrandt Gummiteknik. Et tysk firma, der har haft afdeling i Danmmark i snart 25 år, siden 2005 med Johnny Anekjær i spidsen - og siden 2006 med adresse i Haslev.

- Da jeg kom til havde vi vel fem store kunder, som hver købte ét produkt hos os. Nu leverer vi hele pakken - og til mange flere kunder, fortæller Johnny Anekjær.

Væksten har fem gange kastet en gazelle-kåring af sig i Børsen. Og nu betyder det også, at lokalerne i Grobund på Finlandsgade er blevet for trange.

Løsningen er fundet

Willbrandt Gummiteknik har købt den store grund for enden af Grønlandsgade lige over for Haslev Flisecenter og Sadolin Farveland. 11.000 kvadratmeter med god plads til et lager, hvor varerne er til at komme til.

- Nu er aftalen på plads og vi går i gang med byggesagen. Vi regner med at gå i gang med selve byggeriet i 2018 og så flytte ind i 2019, siger Johnny Anekjær.

Stor fremgang for Dansk Mobil Beton

Af Ole Keinicke Christensen, 15. februar 2017
Det seneste års store fremgang for Dansk Mobil Beton betyder, at virksomheden nu tager skridtet fuldt ud og skifter ejerform til aktieselskab

Hos Dansk Mobil Beton ser man lyst på fremtiden og oplever for tiden stor fremgang i efterspørgslen efter beton produceret direkte på byggepladsen.

Både økonomisk og miljømæssigt er der en klar fordel ved at producere betonen på pladsen og det har kunderne efterhånden fået øjnene op for, forklarer ejer af Dansk Mobil beton, Steen Madsen.

Princippet bag virksomheden er reelt et betonværk bag på en lastbil, der medbringer alle råmaterialer til betonen og først starter blandingen på selve byggepladsen. Det betyder, at betonen er helt frisk, når den afleveres og at der kun produceres præcist den mængde beton, som der er behov for. Hverken mere eller mindre.

Dette indebærer en økonomisk fordel for kunden, der sparer penge ved kun at få leveret præcis den mængde beton, der skal bruges. Rent miljømæssigt handler det bl.a. om at minimere produktionen af beton, så man reducerer spild i form af overskydende beton, der efterfølgende skal køres til deponering på genbrugspladsen. Dermed undgås en dobbelt miljøbelastning med spild af råvarer og ekstra kørsel til og fra genbrugspladsen.

I modsætning til konventionelle producenter har vi desuden også meget let ved at anvende genbrugsmaterialer (f.eks. knust beton eller tegl) i produktionen, hvilket er vigtigt i produktionen af såkaldt ’grøn beton’, der er betegnelsen for beton, der fra blanding af betonen til nedrivning af bygværket belaster miljøet mindre end traditionel beton. Et endnu helt nyt marked i Danmark, som vi forventer os meget af, uddyber Steen Madsen.

Virksomheden har eksisteret siden 2011 under forskellige ejere, og er den eneste leverandør af beton fra mobile mixere i Danmark. I foråret 2016 blev virksomheden overtaget af entreprenør Steen Madsen og siden er det gået stærkt. Det betyder bl.a., at nye mixere er på vej for at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel og i forlængelse heraf, skifter virksomheden nu ejerform til aktieselskab.

Ny administrerende direktør bliver Ole Keinicke Christensen, der samtidig indtræder som partner og medejer af virksomheden.

Ole Keinicke Christensen kommer med end 20 års erfaring bl.a. fra telebranchen og den finansielle sektor og driver i dag rådgivningsvirksomheden Uplevel, der gennem længere tid har været tilknyttet Dansk Mobil Beton på konsulentbasis. På den måde har Ole været medvirkende til at skabe den vækst, vi ser i dag, fortæller Steen Madsen. Derfor var det naturligt, at tilbyde Ole at indtræde i virksomheden i forbindelse med den nye ejerform.

Hovedkontoret forbliver i Borup ved Køge, hvorfra virksomheden i dag dækker det meste af Sjælland, men planen er, at vi i takt med at flåden af mobile mixere vokser, vil etablere os flere steder i landet, slutter Steen Madsen.

Tættere samarbejde mellem netværkene omkring Femern Bælt-projektet

Af Network Zealand, 21. december 2016
De lokale netværk omkring Femern Bælt indgår i tættere samarbejde

Om knap to måneder passerer Femern Bælt projektet en vigtig milepæl. Den 15. februar afleverer Femern A/S sin besvarelse af de indsigelser, der er kommet ind i den anden høringsfase, som godkendelses-myndighederne i Kiel gennemførte i sommer. Vi kan dermed forhåbentligt snart se frem til, at den tyske godkendelse kommer i mål.

Network Zealand har i dette efterår indledt et tættere samarbejde med Business Lolland-Falster og de øvrige Femern Bælt-netværk på Lolland-Falster og Sydsjælland, FB Suppliers, Femern Service Partners (FESPA) og Femern Business Park. Samarbejdet består i at dele viden omkring dels Femern Belt projektet, dels de øvrige anlægsprojekter som Storstrømsbroen, Jernbanen Ringsted-Rødby og Kriegers Flak.

Målet med samarbejdet er at styrke den lokale involvering og indtjening i anlægsprojekterne ved i fællesskab at påvirke konsortier, relevante underleverandører og øvrige organisationer. Derved forsøger vi så at sige at gøre kagen større, så der er flere lokale opgaver at deles - eller kæmpe - om.

Lige nu arbejdes der på at få et arrangement stablet på benene først på året, hvor vi møder vores nye transportminister Ole Birk Olesen, (LA). I løbet af 2017 vil vi sørge for løbende information og involvering fra det nye samarbejde mellem Femern-netværkene, bl.a. via et fælles aktivitetsudvalg.

Et projekt som Femern Bælt byggeriet vil altid møde udfordringer og kritik, men med de faktuelle briller på er det svært at se meget andet end positivt på Femern Bælt byggeriet. I samarbejdet med Business Lolland-Falster vil vi gøre vores til at minde de relevante myndigheder om vigtigheden af dette projekt, ikke blot for vores virksomheder og landsdel, men for hele Danmark.

LF Services blev første vikarbureau i Danmark med CSR-certificering

Af Ole Keinicke Christensen, 19. december 2016
LF Services og LF Vagt er virksomheder, der tror på mennesket bag medarbejderen

Det er nok ikke helt tilfældigt, at LF Services i Maribo blev det første vikarbureau i Danmark, der har opnået en CSR-certificering.

I en længere artikel bragt på Dansk Industris hjemmeside fremhæves LF Services og søsterselskabet LF Vagt, som eksempler på virksomheder, der tager ansvar for det omkringliggende samfund og gør en indsats for få udsatte grupper integreret på arbejdsmarkedet.

Det er således en del af virksomhedens CSR-strategi og er med til at differentiere LF Services og LF Vagt fra andre aktører på markedet.

De to virksomheder ledes til dagligt af administrerende direktør Henriette Fjord Klement, der bl.a. også sidder i bestyrelsen for Network Zealand.

Læs hele den spændende artikel her.

Davai har vokseværk

Af Ole Keinicke Christensen, 7. december 2016
Mange havde lagt vejen forbi, da Davai holdt reception i anledning af de nye lokaler på Grenå havn

Et af Network Zealands første medlemmer Davai er vokset ud af sine nuværende rammer og har etableret sig på havnen i Grenå.

Dette blev fejret ved en stor reception d. 2. december, hvor forretningsforbindelser og venner af huset fik lejlighed til at se de flotte nye lokaler. Fra Network Zealand deltog formand for bestyrelsen Kim Winther.

Vi ønsker Davai et stort til lykke med det nye domicil

Mark O. Madsen gæstede Network Zealand

Af Ole Keinicke Christensen, 18. oktober 2016
Mark O. Madsen gav sig god tid til at tale med medlemmerne efter sit oplæg

Der var fint besøg, da Network Zealand forleden holdt netværksmøde hos virksomheden Uplevel i Ringsted.

Danmarks eneste professionelle bryder og sølvvinder ved årets OL i Rio, Mark O. Madsen havde nemlig valgt at kikke forbi for at fortælle medlemmerne af Network Zealand om kampen for at nå sine mål, der indtil videre kulminerede med dette års flotte præstation i Rio.

Dagens program blev indledt med en inspirerende oplæg om vores vært Uplevel, der som rådgivningsvirksomhed arbejder med analytisk og strategisk rådgivning af små og mellemstore virksomheder og samtidig varetager mange af kundernes kommunikationsopgaver. Man kan således sige at Uplevel fungerer som en ekstern ledelsessparring og marketing/analysefunktion for sine kunder og dækker således hele spekteret fra den overordnede virksomhedsstrategi til selve udmøntningen i form af f.eks. konkrete kampagneaktiviteter eller anden kommunikation.

Herefter var det Mark O. Madsens tur til at fortælle om at være Danmarks eneste professionelle bryder og hvordan målrettet træning og en ekstrem disciplin har sikret ham en plads i verdenseliten indenfor brydningen.

Marks oplæg var desuden krydret med en masse sjove anekdoter og historier fra sportsverdenen og selvfølgelig ikke mindst de olympiske lege, som Mark i øvrigt har deltaget i hele 3 gange.

Blandt de fremmødte medlemmer og gæster var spørgelysten stor og der var generel enighed om, at der på flere områder kan drages paralleller mellem det at kæmpe for at nå resultater i sportsverdenen og drive en virksomhed.

Som et kuriosum havde Mark medbragt sin sølvmedalje og flere af de tilstedeværende fik formodentlig for eneste gang i livet lejlighed til at prøve at have en olympisk medalje om halsen.

Alt i alt endnu et spændende arrangement i Network Zealand.

Anlægskonferencen 2016

Af Ole Keinicke Christensen, 17. oktober 2016
 

Flere medlemmer af Network Zealand var at finde blandt deltagerne på Anlægskonferencen 2016, som Vordingborg Erhverv og Business LF afholdt på Hotel Frederiksminde i sidste uge.

På konferencen fik man en maget grundig gennemgang af projektet omkring den nye Storstrømsbro og der var generelt positive tilbagemeldinger fra både deltagere, bygherrer og entreprenører, som alle var tilfredse med muligheden for at komme i dialog.

Fra arrangørernes side håber man, at udfaldet fra dagen vil resultere i flere lokale opgaver.

Se præsentationerne fra oplægsholderne her.

Historier i Supply-medierne er en stor succes for Dansk Mobil Beton

Af Ole Keinicke Christensen, 24. august 2016
Dansk Mobil Beton - Live fra Bremen

Dansk Mobil Beton har siden begyndelsen af juni måned valgt at bruge muligheden for gratis at få nyheder, historier og events bragt i mange af Industry Supplys brancheportaler, som en aktiv del af virksomhedens markedsføring.

Virksomheden har eksisteret i efterhånden mange år, men i forbindelse med et ejerskifte d. 1. juni 2016 valgte den nye ledelse at satse på en meget mere aktiv markedsføring bl.a. via de sociale medier.

I den forbindelse var det oplagt at benytte den gratis mulighed for at bruge Supply Medierne, der ligger i vores medlemskab af Network Zealand, fortælle direktør i Dansk Mobil Beton, Steen Madsen og fortsætter: Vi har i gennemsnit haft mere end 1.000 visninger på alle de historier vi har fået bragt og det har øget kendskabet til virksomheden betragteligt.

Dansk Mobil Beton er den eneste udbyder af mobilbeton i Danmark. Produktionen foregår via en såkaldt volumetrisk betonmixer er i princippet en betonfabrik i miniudgave, som står bag på en lastbil. Lastbilen medbringer selv alle de nødvendige ingredienser/materialer inkl. vand, der skal bruges til at blande betonen.

I modsætning til konventionelle betonleverandører rummer mobilbetonen både en række miljømæssige og økonomiske fordele, idet den fleksible produktionsmetode sikrer, at lang transporttid eller uforudsete forsinkelser på byggepladsen ikke kommer til at påvirke kvaliteten af det leverede betonprodukt.

Produktionsformen betyder, at man faktisk kan justere eller omstille produktionen af beton til næsten alle mixtyper, sætmålsvariationer samt styrkeklasser inden for få minutter, ligesom man kan tage højde for den aktuelle temperatur og nedbør i produktionsøjeblikket.

Flere nye kunder
Siden ejerskiftet d. 1. juni har vi fået mere end 100 nye kunder. Hvor mange af dem, der kan kædes direkte sammen med vores synlighed i Supply Medierne, tør jeg selvfølgelig ikke sige, men vi oplever helt klart en øget opmærksomhed omkring virksomheden og vores produkter, slutter Steen Madsen.

Læs mere om Dansk Mobil Beton her.

Fire Protection and Safety in Tunnels 2016

Af Ole Keinicke Christensen, 18. juli 2016
Konferencen afholdes d. 6. til 8. september i Stavanger

I forlængelse af tidligere års succes gentages konferencen Fire Protection and Safety in Tunnels igen i 2016.

Det er 8. gang man afholder konferencen, der denne gang finder sted fra den 6. til 8. september i Stavanger, Norge.

På konferences vil nogle af de største repræsentanter fra sikkerhedsindustrien debattere og give indsigt i spørgsmål om sikkerhed i forbindelse med bl.a. tunnelbyggerier.

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her.

 

 

Succes for Network Zealand på Fehmarn Link Business Conference 2016

Af Ole Keinicke Christensen, 21. juni 2016
Stilhed før stormen på Network Zealands stand

Da der for første gang blev afholdt Fehmarn Link Business Conference den 8. juni, var Network Zealand selvfølgelig repræsenteret med en stand på konferencen.

Mere end 350 deltagere, der repræsenterede 55 virksomheder og organisationer, var mødt op på den gamle papirfabrik i Holeby, der summede af aktivitet hele dagen.

Foruden Network Zelands egen stand var netværket også repræsenteret ved fem medlemsvirksomheder, der alle havde travlt med at knytte nye kontakter og indgå aftaler. Bland disse var Kaffemesteren ApS, der havde taget kaffevognen med til stor fornøjelse for de fleste gæster. Det blev således serveret mange gode kopper kaffe i løbet af dagen.

Selve konferencens mange indlæg og præsentationer gav i sig selv ikke megen ny viden om projektet for alle de deltagere, som har fulgt projektet gennem længere tid, men for nytilkomne var det en god mulighed for at få indsigt i projektets omfang og samtidig møde alle de involverede konsortier.

Formålet med konferencen var netop at give potentielle underleverandører en mulighed for at møde konsortierne bag Femernforbindelsen, og de 55 virksomheder og organisationer havde således hver en stand, hvor de kunne præsentere produkter, ydelser og kompetencer.

Også Network Zealands stand blev flittigt besøgt, hvilket resulterede ikke færre end otte særligt interessante henvendelser fra virksomheder, der viste interesse for at blive en del af netværket, heriblandt to virkelig store internationale virksomheder, som der nu er indledt optagelsesforhandling med.

Spændende netværksmøde i utraditionelle rammerer

Af Ole Keinicke Christensen, 3. juni 2016
Netværksdeltagerne fik bl.a. lejlighed til at se nyhedsstudiet indefra, da Direktør Vagn Petersen fra TV2 Øst viste rundt

På årets første sommerdag trodsede en lang række medlemmer af Network Zealand og inviterede gæster fra bl.a. FESPA det gode sommervejr for at deltage i et spændende netværksmøde arrangeret af Network Zealand.


Mødet fandt denne gang sted hos TV2 Øst i Vordingborg. Det var en aftale, der var kommet i stand via et af Network Zealands egne medlemmer, MJ Service i Roskilde, som netop samarbejder med TV2 Øst.


Efter en lækker frokost, fortalte Direktør for TV2 Øst, Vagn Petersen om TV-stationen og gav os en spændende rundvisning. Vi fik bl.a. mulighed for at tale med den ansvarshavende redaktør for aftenens nyhedsudsendelse og fik således et sjældent indblik i, hvordan et regional TV-station arbejder.


Bagefter var det tid til networking blandt de mange fremmødte virksomhedsrepræsentanter, der flittigt benyttede lejligheden til at udveksle visitkort eller booke møder.

Til sidst fik vi besøg af Torben Wiese fra HabitManager, der på forrygende morsom vis fortalte om hvordan gamle indgroede vaner ofte forhindrede os i at nå de mål vi sætter os både som privatpersoner og ledere af virksomheder.

Der var bl.a. fokus vaners betydning, når virksomheder fusionerer eller indgår i tæt samarbejde omkring f.eks. større opgaver, sådan som mange af de tilstedeværende virksomheder kommer til i forbindelse med Femern-projektet og andre lignende infrastrukturprojekter mv. i fremtiden.

Det var således med et smil på læben, at deltagerne begav sig hjemad efter en spændende og lærerig eftermiddag i selskab med Network Zealand.

Femern: Anlægskontrakter for en samlet værdi af knapt 30 mia. kr. er underskrevet

Af Ole Keinicke Christensen, 31. maj 2016
Så kom underskriften endelig i hus

Femern A/S har underskrevet har underskrevet anlægskontrakter for en værdi af knap 30 mia. kr. med de internationale entreprenørkonsortier, der skal stå for opførelsen af den 18 km lange sænketunnel mellem Rødbyhavn og Putgarden, oplyse Femern Bellt Development i en pressemeddelelse i dag.

"Vi er tilfredsen med, at der efter flere års forberedelser og udbudsproces nu er skrevet under på de store anlægskontrakter med de vindende entreprenører. Vi kan herefter sætte fuld fokus på arbejdet me ddn tyske tilladelse, som e en betingelse  for, at vi kan gå i gang med byggeriet," siger administrerende direktør Claus F. Baunkjær, Femern A/S.

Læs hele meddelelsen her.

Nærmere en underskrivelse af kontrakten om Femern Bælt

Af Ole Keinicke Christensen, 25. maj 2016
EU-dom får Femern A/S til at se lysere på udsigten til en snarlig aftale med konsortierne

Med gårsdagens afgørelse, har EU-Domstolen afvist MT Højgaards klage over Banedanmarks valg af Aarsleff til at bygge banen mellem København og Ringsted.

Sagen blev oprindeligt rejst i kølvandet på Pihls konkurs, da der var tale om, at et joint venture mellem Aarsleff og Pihl havde budt på opgaven. Det betød, at Aarsleff i sig selv ikke var prækvalificeret og kunne i sagens natur først aflevere et selvstændigt tilbud efter konkursen.
Alligevel blev Aarsleff tildelt ordren, hvilket Banedanmark nu har EU Domstolens ord for er i orden.

Da der i den verserende sag omkring Aarsleffs prækvalificering til Femernforbindelsen i et vist omfang kan drages paralleler til sagen om den ekstra jernbanelinje mellem København og Ringsted, ser man fra Femern A/S side ser lyst på udfaldet. Det er nu op til Kammeradvokaten at vurdere om man kan gå videre med selve underskrivelsen af kontrakten med konsortierne. Afgørelsen forventes at falde mandag d. 30. maj.

Hele sagen har stillet spørgsmål ved om den planlagte dansk-tyske Fehmarn Link Business Conference d. 8. juni, men direktør i Femern Belt Development, Stig Rømer Winther bekræfter i dag overfor Network Zealand, at det på ingen måde er tilfældet. Værdien af konferencen er større end nogensinde og det er tilslutningen også. Man vil således forsøge at få plads til yderligere 15 stande.

Snakken om en eventuel udskydelse har dog fået arrangøren til at udsætte tilmeldingsfristen til mandag d. 30. maj.

Læs mere om konferencen her.

Spændende eftermiddag hos Willbrandt Gummiteknik A/S

Af Ole Keinicke Christensen, 13. maj 2016
Direktør Johnny Anekjær forklarede bl.a. hvordan kundeservice er afgørende for virksomhedens succes

Solen skinnede fra en skyfri himmel, men alligevel var mange medlemmer og inviterede gæster mødt op da Network Zealand holdt netværksmøde hos Willbrandt Gummiteknik A/S i Haslev den 11. maj.

På programmet var et spændende oplæg ved Direktør i Willbrandt, Johnny Anekjær, der fortalte om den markante udvikling, som man har været igennem i de senere år. Virksomheden, der er specialiseret i gummi- og polyuretanløsninger, leverer sine produkter til en bred vifte af industrier lige fra entreprenørbranchen, trafikselskaber og forsyningsvirksomheder til medicinalindustrien og forlystelsesparker.

Siden 2005 har Direktør Johnny Anekjær stået i spidsen for en gennemgribende modernisering og strategisk fokusering af virksomheden, der har betydet, at Willbrandt Gummiteknik A/S har tidoblet sin omsætning i Danmark gennem de sidste 10 år.

Succesen er blandt andet kommet ved en massiv satsning på Norden, hvor virksomheden i dag står stærkt på det svenske marked og vokser hurtigt i både Norge og Finland.

Det bar bl.a. betydet, at Willbrandt Gummiteknik har været udnævnt til Gazelle ikke mindre end 5 gange.

Bagefter blev der netværket flittigt blandt de fremmødte.

Network Zealand og FESPA i seriøse forhandlinger om en sammenlægning

Af Ole keinicke Christensen, 29. april 2016
Som et større netværk står vi stærkere overfor entreprenører og konsortier, fortæller formand for Network Zealand, Kim Winther 

Behovet for en større volumen og for mange netværk i markedet generelt får nu de to erhvervsnetværk Network Zealand og FESPA til at slå pjalterne sammen.

Tankerne omkring en sammenlægning opstod for knapt et halvt år siden og repræsentanter fra henholdsvis bestyrelsen i Network Zealand og styregruppen for FESPA har siden marts måned holdt en række møder for at nå frem til en model for sammenlægningen.

Det har nu resulteret i en fælles hensigtserklæring, der betyder, at der arbejdes henimod en reel sammenlægning fra 1. januar 2017.

”Der er ingen tvivl om, at vi som et større netværk vil stå stærkere overfor entreprenører og konsortier i forhold til de mange store bygge- og anlægsopgaver, der allerede er i gang eller starter op i løbet af de kommende år”, fortæller formand for Network Zealand, Kim Winther.

Det nye netværk fortsætter som en forening under navnet Network Zealand, men med en reference til FESPA, der er et anerkendt ’brand’ i forhold til Femern-projektet.

"Selvom vi officielt først bliver lagt sammen fra årsskiftet, vil vi allerede nu begynde at koordinere mange af vores aktiviteter, så medlemmerne får lejlighed til at øge deres netværk og finde mulige samarbejdspartnere. Det betyder f.eks., at alle FESPAs medlemmer er inviteret til det næste netværksmøde i Network Zealand her i maj måned”, slutter Kim Winther.

Davai A/S satsede på Femern og vandt

Af Ole Keinicke Christensen, 4. april 2016
Direktør i Davai A/S Kim B. Olsen er glad for at virksomheden er til stede på på sitet, når byggeriet går i gang

»Det har været et lotteri, men nu er jeg rigtig glad for, at vi satsede,« sagde Kim Brüld Olesen, direktør i Davai A/S i en artikel til Grenå Bladet i sidste måned.

Med den usikkerhed der har hersket omkring projektet de senere år, er det ikke uden store overvejelser, at man indgår et 10 årigt lejemål på 540 kvadratmeter produktions- og kontorlokaler i Rødbyhavn allerede tilbage i 2014.

Med en beliggenhed kun 900 meter fra sitet, har virksomheden sikret sig en rigtig god placering, når de store konsortier inden længe begynder at efterspørge underleverandører til projektet.

Dermed er der god chance for at Davai A/S nu kan se frem til at høste gevinsten for sin fremsynethed.

Læs artiklen i Grenå Bladet her.

Ny bestyrelse i Network Zealand på plads

Af Ole Keinicke Christensen, 4. april 2016
Den nye bestyrelse er på 5 faste medlemmer og 2 suppleanter

På generalforsamlingen d. 10. marts 2016 valgte man ar reducere bestyrelsens størrelse fra 7 til 5 faste medlemmer.

Erfaringerne viser, at det kan være svært at samle en bestyrelse med syv faste medlemmer, så derfor har vi valgt at reducere antallet af medlemmer med to, udtaler formand for Network Zealand Kim Winther.

Vi får dermed en mere agil bestyrelse, der kan tage fat på de mange spændende opgaver, vi står overfor set i lyset af aktiviteterne på Femern og ikke mindst den kommende sammenlægning med FESPA, slutter Kim Winther.

Der skulle vælges ét nyt bestyrelsesmedlem og to suppleanter på generalforsamlingen. Derfor kommer der ikke blot til at være mere plads rundt om bestyrelsesbordet på næste møde - med også nye ansigter.

Nyvalgt medlem blev Adm. direktør i Carl Stahl A/S, Henrik Jørgensen, mens Direktør Kim B. Olsen, Davai A/S og Direktør Jeff Petersen, OTS SMBA begge fik plads i bstyrelsen som suppleanter. 

Den nye bestyrelse ser herefter således ud:

Key Account Manager Kim Winther, ViaCon A/S (Formand)

Direktør Ole Keinicke Christensen, Uplevel (Næstformand)

Adm. Direktør Henriette Fjord Klement, LF Vagt ApS (Kasserer)

Adm. Direktør Henrik Jørgensen, Carl Stahl A/S

Key Account Manager Benny Nielsen, Unicom ApS

Direktør Kim B. Olesen, Davai A/S (Suppleant)

Direktør Jeff Petersen, OTS SMBA (Suppleant)

 

 

Nyt samarbejde mellem Roskilde Universitet og Network Zealand

Af Ole Keinicke Christensen, 8. marts 2016
Forskere fra Roskilde Universitet hjælper Network Zealand med innovative løsninger

I en tid, hvor der igen er kommet bevægelse i Danmarks største anlægsprojekt ved Femern Bælt, har Network Zealand startet et forskningsprojekt omkring ”Udvikling, innovation og vækst i virksomhedsnetværk” sammen med forskere fra Roskilde Universitet. Projektetder bl.a. støttes af Industriens Fond, skal støtte netværket i mulighederne for at få flere ordrer til medlemmerne ved de kommende store anlægsprojekter i Region Sjælland.

Projektet er kommet istand via Viirs, der er et samarbejde mellem de fire vidensinstitutioner Danmarks tekniske Universitet (DTU), Roskilde Universitet, University College Sjælland og Erhvervsakademi Sjælland, som alle har campusser og er forankret i Region Sjælland og tilsammen udgør en stærk og bred samling af den nyeste forskningsbaserede viden med højeste internationale faglighed, som virksomheder kan få del af gennem mange forskellige typer af samarbejder.

Læs mere om projektet på Viirs hjemmeside.

Her er de vindende konsortier

Af Ole Keinicke Christensen, 7. marts 2016
Per Aarsleff A/S med i 2 af de vindende konsortier

Femern A/S udpegede fredag de vindende entreprenørkonsortier, der har vundet kontrakterne på anlæggelsen af Femern-tunnelen.

Projektet bliver Danmarks største anlægsprojekt, og i de vindende kontortier finder vi bl.a. Danmarks største entreprenørvirksomhed, Per Aarsleff A/S samt på rådgivningssiden Cowi A/S og Sweco Danmark A/S.

Se de vindende konsortier nedenfor:

 

 

 

Sænketunnel herunder tunnelfabrikken: Femern Link Contractors (FLC)

Entreprenører:

  • VINCI Construction Grands Projets S.A.S. (Frankrig)
  • Per Aarsleff A/S (Danmark)
  • Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland)
  • Max Bögl Stiftung & Co. KG (Tyskland)
  • CFE SA (Belgien)
  • Solétance-Bachy International S.A.S. (Frankrig)
  • BAM Infra B.V. (Holland)
  • BAM international B.V. (Holland)

Underentreprenør: Dredging International N.V. (Belgien)

Rådgiver: COWI A/S (Danmark)

 

Portaler og ramper: Femern Link Contractors (FLC) Entreprenører:

  • Per Aarsleff A/S (Danmark)
  • VINCI Construction Grands Projets S.A.S. (Frankrig)
  • Wayss & Freytag Ingenieurbau AG (Tyskland)
  • Max Bögl Stiftung & Co. KG (Tyskland)
  • CFE SA (Belgien)
  • Solétance-Bachy International S.A.S. (Frankrig)
  • BAM Infra B.V. (Holland)
  • BAM International B.V. (Holland)

Rådgiver: COWI A/S (Danmark)

 

Gravearbejder: Fehmarn Belt Contractors (FBC) Entreprenører:

  • Boskalis International B.V. (Holland)
  • HOCHTIEF Solutions AG (Tyskland)
  • Ed. Züblin AG (Tyskland)
  • Van Oord Dredging and Marine Contractors B.V. (Holland)

Rådgiver: SWECO Danmark A/S (Danmark)

Så kom beslutningen - endelig...

Af Ole Keinicke Christensen, 4. marts 2016
Forligspartierne bag Femern-forbindelsen, blev i dag enige med regeringen om at sige ja til at gå videre med projektet.

Et flertal på Christiansborg har i dag sagt ja til at gå videre med Femern-projektet og vi kan nu forvente, at forbindelsen mellem Danmark og Tyskland vil stå klar i 2028.

Aftalen mellem Trafikminister Hans Christian Schmidt (V) og partierne bag Femern-forbindelsen betyder, at Femern A/S nu kan gå videre med behandlingen af de tilbud, som de forskellige konsortier har afgivet på projektet.

Eneste ’men’ er, at den tyske miljøgodkendelse, der endnu ikke er på plads og som det fortsat er uvist hvornår kommer. De tyske myndigheder støtter op om projektet, men modarbejdes af forskellige miljø- og interesseorganisationer, der tilsammen har rejst ca. 3.000 indsigelser overfor projektet. Dermed er der lagt op til en række sager ved de tyske domstole, så det forventes at tage godt to år at få afviklet. Dette er dog langt fra sikkert og hvis denne tidsplan skrider, skal entreprenørerne kompenseres med 300 millioner kroner – en regning, der meget vel kan ende hos de danske skatteydere.

Samtidig med at aftalen om Femernforbindelsen faldt på plads i folketingen er der givet tilladelse til, at Femern A/S og Bane Danmark må indgå kontrakter på tunnel og jernbane.

Det betyder, at anlægsarbejderne på strækningen Ringsted-Nykøbing Falster påbegyndes i efteråret. En investering på ca. 7,5 mia. kr.

Mange kikkede forbi Network Zealands stand på årets PartnerForum

Af Ole Keinicke Christensen, 2. februar 2016
Formand for Network Zealand Kim Winther taler netværk med medarbejdere fra YCN ApS

Det var tredje gang Team Sydhavsøerne og Business LF holdt PartnerForum i Maribo Hallerne og andet år i træk, at Network Zealand var repræsenteret på messen.

Selve messen blev indledt med et spændende oplæg af Sussie Lynge fra Netværksakademiet, der netop fortalte om vigtigheden af at virksomheder og medarbejdere netværker, hvis man ønsker at være succesfuld. På den måde kunne vi som erhvervsnetværk næppe have fået en bedre optakt til dagen.

Igen i år var der således stor interesse for vores stand blandt de øvrige virksomheder på messen og mange af de lokale besøgende og det gav os rig mulighed for at fortælle om vores netværk og de mange spændende projekter, som vi har i støbeskeen. Ikke mindst vores forskningssamarbejde med Roskilde Universitet blev modtaget med stor interesse.

 

 

Nytårskuren bød på vinsmagning og tapas 

Af Gitte Andersen, 21. januar 2016
De fremmødte medlemmer at Network Zealand hyggede sig efter nytårskurens officielle program med vinsmagning og tapas i Vin ad Libitum's hyggelige lokaler.

Network Zealand afholdt d. 20. januar 2016 nytårskur med deltagelse af en stor del af netværkets medlemmer. Mødet blev afholdt hos LD Vagt i Maribo og Henriette Fjord Klement indledte med en kort præsentation af virksomheden og de forskellige arbejdsområder, hvor LF Vagt opererer.

Netværkets formand Kim Winther ønskede herefter medlemmerne godt nytår og fortsatte med en gennemgang af de væsentligste aktiviteter i 2015 - det første leveår for Network Zealand. I årets løb har det været afholdt 4 netværksmøder med hovedvægten lagt på input af inspirerende eksterne foredragsholdere samt mulighed for intern networking for at fremme det indbyrdes kendskab blandt netværkets medlemmer.

Herefter orienterede Kim Winther om de projekter, der er på tegnebrættet i 2016, og som Network Zealand vurderes at have en mulighed for at blive en del af.

Efterfølgende kom netærkets næstformand Ole Keinicke Christensen på podiet og fortalte om de øvrige aktiviteter, som Network Zealand har planlagt i 2016.

Han fortalte bl.a., at Network Zealand igen i år deltager på PartnerForum TSØ i Maribo d. 28. januar og at netværket er blevet en del af de såkaldte 'Technical Visits', som giver udenlandske erhvervsdelegatgioner mulighed for at besøge danske erhvervsvirksomheder.

Herefter blev mødet rundet af med vinsmagning, tapas og hyggelig networking blandt alle de fremmødte medlemsvirksomheder.

 

 

Network Zealand med på Partnerforum 2016

Network Zealand med på Partnerforum 2016

Af Ole Keinicke Christensen, 16. november 2016
Mød bl.a. standup'er og tryllekunstner Rune Klan på Partnerforum 2016

Network Zealand er med, når Team Sydhavsøerne og Business LF torsdag d. 28. januar slår dørene op for Partnerforum 2016.

Det er anden gang Network Zealand er med på Partnerforum, der er en unik samhandelsmesse, hvor op mod 120 virksomheder og organisationer får lejlighed til at vise sig frem for hinanden og lokale interesserede.

På programmet indledes med foredraget ’Netværk er vejen til målet’ med Susie Lynge og stå bl.a. også på indlæg ved Guldborgsund Kommunes bormester John Brædder og Christoffer Knuth fra Business Lolland Falster. Det hele afsluttes Rune Klans standup/trylleshow.

Se hele programmet her.

 

EU står fast på finansieringen af Femern Bælt forbindelsen

Af Gitte Andersen, 16. oktober 2015
Koordinator for EUs infrastrukturprojekter Pat Cox klar med miliardbelæøb, der kan skydes ind i den kommende Femern forbindelse

Ved et møde i tirsdags i Eutin var der positive udmeldinger fra Pat Cox, der er EU-koordinator for den europæiske trafikkorridor fra Finland til Sicilien: ”Tag det for givet, at EU vil støtte byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen – også selv om projektet bliver forsinket”. Så kontant var beskeden fra Pat Cox, og det var en beroligende melding, efter at det for nylig blev kendt, at den tyske godkendelsesproces forventes at trække ud og medføre en betydelig forsinkelse af selve anlægsfasen.

EU har frem til 2019 bevilget 4,4 milliarder kroner i anlægsstøtte til tunnelbyggeriet, og med de nuværende tidsplaner vil disse midler næppe blive brugt inden udløbet af bevillingsperioden, hvorefter den ubrugte del i medfør af almindelig EU-lov skal tilbageleveres. Dette bekræftede Pat Cox, idet han dog i samme åndedrag opfordrede til at søge igen.

Pat Cox benyttede samtidig lejligheden til endnu en gang at understrege forbindelsens betydning som et nøgleelement i færdiggørelsen af EU’s Nord-Syd transportkorridor mellem Valetta og Helsinki. Efter hans opfattelse vil Femern Bælt-tunnelen ikke blot medføre en forbedre trafikforbindelse; men vil også være en potentiel dynamo for vækst i regionen. Af samme årsag presser han også på for at få tyskerne til at speede processen op: ”Vi vil selvfølgelig afvente resultatet af jeres godkendelsesproces – men vi håber, at det kommer hurtigt”, var Pat Cox’ kommentar.

 

Spændende netværksmøde hos MJ Service i Roskilde

Af Gitte Andersen, 13. oktober 2015
Adm. Direktør i Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen gav en status på dansk økonomi og byggeriet

Network Zealand afholdt den 7. oktober 2015 endnu et spændende netværksmøde for netværkets medlemmer samt inviterede gæster. Mødet fandt denne gang sted hos MJ Service i Roskilde, og de fremmødte netværksvirksomheder og gæster kunne først lytte til et inspirerende indlæg fra en veloplagt og engageret Lars Storr Hansen, adm. direktør for Dansk Byggeri.

Efter en præsentation af Dansk Byggeri adresserede Lars Storr Hansen den aktuelle situation i byggeriet som en indikator for, hvorvidt krisen i det danske erhvervsliv er ved at være ovre.

På positivsiden dokumenterede han positiv udvikling i det danske BNP i de sidste 7 kvartaler og et stigende antal hushandler.

Modsat halter væksten i Danmarks BNP fortsat efter vores nabolande Sverige og Tyskland, og nybyggeriet er fortsat stagnerende. Lars Storr Hansens konklusion var således, at vi er på rette vej; men at der fortsat er et stykke vej tilbage til tiderne før finanskrisen.

Herudover løftede han til stor overraskelse (og udtalt ærgrelse) for samtlige tilstedeværende sløret for, at også byggeriet af Storstrømsbroen efter al sandsynlighed vil blive udskudt.

Han kom også ind på BoligJobordningen (håndværkerfradraget), som regeringen som bekendt har ladet fortsætte i 2015, ligesom der i 2016 og 2017 kommer en mere ”grøn” BoligJobordning.

Lars Storr Hansen fortalte, at den beskæftigelsesmæssige effekt af tiltaget i 2014 har været yderligere 4.000 arbejdspladser inden for byggesektoren.

Endelig kom han med sin vurdering af den nyligt vedtagne Finanslov for 2016, som efter hans opfattelse fik karakteren klart bestået.

Efter en spørgerunde med stor spørgelyst fra de fremmødte medlemsvirksomheder og gæster tog direktør Pia Larsen fra dagens værtsvirksomhed, MJ Service, over og præsenterede sin virksomhed, som forsøger at profilere sig på markedet via høj kvalitet og overholdelse af skrappe krav til certificering og gældende normer.

Herefter kom netværkets formand Kim Winther på podiet med en orientering om et fællesprojekt med RUC under overskriften ”Udvikling, innovation og vækst i virksomhedsnetværk”.

Der er tale om et forskningsprojekt af ½ års varighed fra 1. januar 2016, som har til formål at øge synergien og innovationskompetencen hos B2B-netværk, der samarbejder om underleverancer til de store anlægsprojekter.

Første fase er interviews med Network Zealands medlemmer, hvorefter der i fase 2 vil blive afviklet 3 workshops. De tilstedeværende medlemsvirksomheder gav udtryk for opbakning til projektet, som ikke vil kræve direkte økonomisk commitment fra virksomhederne, men blot at de investerer deres tid til aktiv deltagelse i projektets forskellige faser.

Ole Keinicke Christensen gav efterfølgende en kort orientering om en nyskabelse på netværkets hjemmeside, hvor det fremadrettet via personligt log-in vil være muligt at tilgå en speciel medlemssektion indeholdende medlems- og partnernyheder. Alle medlemmer modtager om kort tid log-in og password hertil.

Herudover vil samtlige medlemmer i løbet af den kommende tid blive kontaktet af et medlem af bestyrelsen for en gensidig dialog omkring netværkets virke i bred forstand.

Under det offentligt tilgængelige punkt ”Medlemmer” er der nu lagt en kort præsentation op af alle medlemsvirksomheder, og alle opfordres derfor til at gennemse teksten og komme med ønsker til eventuelle ændringer til den bestående tekst.

Ole Keinicke Christensen bad endvidere medlemsvirksomhederne om at bidrage med egne nyheder for at skabe et interessant nyhedsflow på hjemmeside, Facebook-profil og LinkedIn-profil, samt om at dele netværkets nyheder på egne profiler for at derigennem at udbrede kendskabet til netværket og forhåbentlig tiltrække potentielle nye medlemsvirksomheder.

Han oplyste desuden, at Network Zealand nu er tilmeldt 9 brancheportaler på Industry Supply, hvor medlemsvirksomhederne via netværket gratis kan få lagt opslag på med Network Zealand-logo, således at det forhåbentlig også vil være muligt at hverve nye medlemmer ad den vej.

Inden det blev tid til networking, orienterede Tonny Gjettermann om netværkets fremtidige mødeplaner, hvor der indtil videre er planlagt 4 møder i 2016 incl. generalforsamlingen. I 2016 ser aktivitetsplanen indtil videre således ud:

  • Januar 2016 – Nytårskur inkl. vinsmagning hos LF Vagt i Maribo
  • Marts 2016 – Generalforsamling
  • Juni 2016 – Netværksmøde
  • Efterår – Netværksmøde

Der var delte opfattelser om mødefrekvensen, og medlemmerne blev opfordret til blandt andet at give input hertil i forbindelse med den forestående dialogrunde mellem bestyrelse og medlemsvirksomheder.

Herefter blev et konstruktivt og spændende møde rundet af med networking blandt de fremmødte virksomheder og gæster.

Femern A/S fokuserer sine aktiviteter via en organisationstilpasning

Af Gitte Andersen, 24. september 2015
 

Usikkerheden omkring tidsplanen for den tyske godkendelsesproces for Femern-tunnelen har nu betydet, at Femern A/S gennemfører en tilpasning af medarbejderstaben, indtil der er skabt større klarhed omkring tidsplanen for den tyske proces og iværksættelsen af den egentlige anlægsfase. Konkret er konsekvensen, at Femern A/S nedlægger 20 stillinger, ligesom selskabet med et ansættelsesstop sætter yderligere 20 planlagte nye rekrutteringer i bero indtil videre.

Fra politisk hold ærgrer man sig naturligt nok over udmeldingen fra Femern A/S; men ser det også som en naturlig konsekvens af udsigten til yderligere forsinkelse af byggestarten. Den umiddelbare reaktion fra en række transportpolitikere i forligskredsen omkring den faste forbindelse var således, at Femern A/S har reageret med rettidig omhu hele situationen taget i betragtning, og politikerne har tidligere på året selv opfordret selskabet til at få projektet efter i sømmene for at undgå i den aktuelle situation at bruge unødige ressourcer. Ved samme lejlighed udtaler Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, at støtten til projektet i øvrigt er usvækket.

Danske og tyske transportpolitikere mødes i de kommende uger for i fællesskab at udarbejde en ny plan for Femern-forbindelsen, og Kristian Pihl Lorentzen udtaler, at der ”på politisk niveau arbejdes hårdt på at drive projektet fremad, men at der er det særlige tyske system, som Danmark må respektere”.

Også tidligere transportminister Magnus Heunicke ser organisationstilpasningen i Femern A/S som en naturlig konsekvens af tyskernes langmodighed, idet han dog samtidig understreger, at han føler sig fuldt overbevist om, at den faste forbindelse over Femern Bælt bliver en realitet.

I en udsendt pressemeddelelse udtaler adm. direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær, at han ”naturligvis er ked af at måtte sige farvel til gode og loyale medarbejdere; men at nogle processer kommer til at tage længere tid end forudsat, hvilket naturligt må afspejle sig i indretningen af organisationen”. Samtidig fortæller han, at Femern A/S nu fokuserer på tre hovedopgaver: Den tyske godkendelsesproces, evaluering af de stærke tilbud, som man netop har fået ind fra entreprenørerne samt udarbejdelsen af en opdateret finansiel analyse.

Læs evt. den fulde ordlyd af pressemeddelelsen fra Femern A/S her: http://www.femern.dk/servicemenu/presse-og-dokumenter/pressemeddelelser/femern-as-fokuserer-aktiviteter-og-organisation

 

Vi mangler stadig klare udmeldinger fra Christiansborg

Af Ole Keinicke Christensen, 3. september 2015
Vi savner stadig klare udmeldinger om Femern fra Christiansborg

Den senere tids nølen hvad angår de politiske udmeldinger omkring Femern forbindelsen vedbliver med at skabe uro omkring projektet. Det har fået flere virksomheder til at stille deres planlagte investeringer i en tilstedeværelse tæt på sitet i bero, men er det blot teatertorden eller skal projektet stilles på pause eller i mølposen, som nogle medier har spekuleret i?

Forligskredsen bag projektet står stadig fast på, at projektet skal gennemføres, men anderkender at der er nogle udfordringer omkring den tyske miljøgodkendelse, som mangler at falde på plads. Hvor lang tid det kommer til at tage er alle vel efterhånden enig om tegner til at blive et spørgsmål om år fremfor måneder. Og ingen forventer umiddelbart, at der ændres på dette, når Slesvig-Holstens transportminister Reinhard Meyer kommer til Danmark for at give de danske politikere en aktuel status for den tyske myndighedsproces.

Pres på de tyske myndigheder

Forleden udløb konsortiernes frist for at aflevere de nye bud på de fire store kontrakter. Det drejer sig om hhv. den nordlige og sydlige sænketunnel, portaler, ramper og landanlæg samt uddybning og landindvinding. Femern A/S skal herefter hurtigst muligt se de indkomne tilbud igennem og fremlægge dem for forligskredsen i Folketinget, så de relevante tilbud kan underskrives proforma, hvorved der lægges yderligere pres på tyske myndigheds for en hurtig godkendelse og underskrivelse af anlægsloven.

Om dette for alvor for rykker på tingenes tilstand i Tyskland er langt fra sikkert, men sikkert er det, at den tyske godkendelsesproces, der er markant anderledes, end vi kender det fra Danmark, en rum tid endnu vil skabe usikkerhed om det projekt, som de fleste er enige om, vil være til stor gavn for udviklingen på Lolland-Falster og for ikke mindst erhvervslivet i resten af norden og det nordlige Tyskland.

Dansk økonomi i god form

Af Ole Keinicke Christensen, 3. september 2015
Nordea spår forsigtig vækst i privatforbruget

Med positiv vækst i BNP de seneste otte kvartaler og en positiv udvikling i beskæftigelsen betyder, at økonomerne efterhånden tør tro på, at opsvinget har bidt sig fast.

De seneste års strukturreformer har betydet, at konkurrenceevnen er blevet bedre og det har bl.a. haft en gavnlig virkning på beskæftigelse og eksport. Dette afspejles bl.a. eksporttallene for 2. kvartal, der var medvirkende til en BNP-vækst på 2,0 pct.

Men med de seneste BNP-årsvækstrater, der ligger i overkanten af trendvæksten, er opsvinget nu tæt på at være officielt, lyder det bl.a. fra cheføkonom i Dansk Byggeri Bo Sandberg.

Øget optimisme hos forbrugerne

Ligeledes ser man positivt på væksten hos Nordea, der spår en forsigtig dansk vækst i forlængelse af en øget optimisme hos de danske forbrugere. Det er husholdningerne, der står for op mod halvdelen af efterspørgslen i dansk økonomi og derfor vil en spirende vækst i privatforbruget få stor betydning for opsvinget.

Den positive stemning i husholdningerne skyldes grundlæggende de stigende priser på boligmarkedet, der får den almindelige forbruger til at se lidt lysere på fremtiden og dermed får lyst til at skrue forsigtigt op for det privatforbrug, der stort set har ligget stille siden finanskrisen.

Stigningen i boligpriserne giver erfaringsmæssigt de bedste betingelser for en pæn fremgang i privatforbruget, udtaler cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen.

Network Zealand i forskningsprojekt med Roskilde Universitet (RUC)

Af Ole Keinicke Christensen, 3. september 2015
 

Bestyrelsen i Network Zealand blev for nogen tid siden kontaktet af Roskilde Universitet, der gerne ville samarbejde omkring et forskningsprojekt, der handler om innovationsnetværk og fokuserer på et netværk af virksomheder, der ønsker at samarbejde omkring underleverancer til de store anlægsprojekter i Region Sjælland.

Projektets formål er at øge synergien og innovationskompetencerne hos B2B virksomhedsnetværk, der ønsker at samarbejde omkring underleverancer til de store anlægsprojekter i Region Sjælland. Formålet med samarbejdet mellem Roskilde Universitet og Network Zealand er således at øge netværkets muligheder for at få andel i anlægsopgaverne. Det skal ske ved, at samarbejdet mellem virksomhederne fører til øget konkurrenceevne, samt bedre behovsforståelse og behovstilfredsstillelse i en B2B kontekst. Med udgangspunkt i en analyse af barrierer og muligheder for samarbejde mellem B2B virksomhederne internt i netværket samt eksternt med kunderne vil deltagerne arbejde med optimering af innovationskompetencer og samarbejdsrelationer.

Hør med om det spændende projekt på netværksmødet d. 7. oktober 2015.

Europa-Kommissionen blåstempler finansieringsmodellen for Femern-forbindelsen

Af Gitte Andersen, 29. juli 2015
Modellen for offentlig finansiering af den faste vej- og jernbaneforbindelse over Femern Bælt er nu godkendt

Europa-Kommissionen har nu godkendt modellen for offentlig finansiering af den faste vej- og jernbaneforbindelse over Femern Bælt og finder således, at modellen er i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler, da byggeriet fremmer virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse.

Finansieringsmodellen indebærer offentlig støtte til projektering, anlæg og drift af den faste vej- og jernbaneforbindelse og vej- og jernbaneanlæggene i Danmark. Hele projektet anslås at komme til at koste i omegnen af 64 mia. kr., hvoraf en del finansieres af EU.

Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager siger: "Den faste forbindelse over Femern Bælt vil gøre rejsetiden mellem Tyskland og den østlige del af Danmark og de andre nordiske lande langt kortere. Det er til gavn for både befolkningen og økonomien. Derfor er jeg meget glad for, at vi i dag har godkendt den offentlige finansiering af projektet efter EU's statsstøtteregler".

Hun afviser således, at der er tale om ulovlig statsstøtte, når selskabet bag tunnelbyggeriet – Femern A/S – modtager ubegrænsede statsgarantier, statslån og skattefordele fra den danske stat. Det var færgeselskabet Scandlines, der driver ruten mellem Rødby og Puttgarten, netop hvor Femern-tunnelen kommer til at løbe, der sidste år klagede til Europa-Kommissionen og hævdede, at lånene og garantierne er konkurrenceforvridende, idet rederiet ikke selv får samme fordele.

Europa-Kommissionen finder ikke, at der er statsstøtte involveret i EU-retlig forstand, idet landanlæggene udgør en integreret del af offentlige transportnet i Danmark, og offentlig finansiering af sådanne almene infrastrukturer kan ikke antages hverken at være konkurrenceforvridende eller at påvirke samhandelen mellem EU’s medlemsstater.

Margrethe Vestager fremhæver, at den faste forbindelse over Femern Bælt er et nøgleelement i færdiggørelsen af EU’s Nord-Syd transportkorridor mellem Valetta og Helsinki.

Læs evt. den fulde ordlyd af pressemeddelelsen fra Europa-Kommissionen her: http://europa.eu/rapid/press-release_IP-15-5433_da.htm

Network Zealand ønsker alle en god sommer

Af Ole Keinicke Christensen, 3. juli 2015
God sommer

Så er der gået et halvt år siden vi ved den stiftede generalforsamling i januar måned nedlagde Netværksgruppe 3A under Fonden Femern Belt Development og stiftede den erhvervsdrevne forening Network Zealand. 

Vi kan se tilbage på et halvt år med spændende møder og en pæn vækst i nye medlemsvirksomheder.

Tak for den store opbakning vi har fået fra nye og gamle medlemmer.

Vi glæder os til at se jer alle ved de spændende arrangementer i efteråret.  

Rigtig god sommer.

Bestyrelsen.

EU-støtten til Femern Bælt-forbindelsen – ingen grund til panik

Af Gitte Andersen, 2. juli 2015
Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V)

Den nyudnævnte transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) fik allerede på sin første arbejdsdag sved på panden ved nyheden om, at EU-Kommissionen tildeler byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen 4 mia. kr. mindre i økonomisk støtte end forventet.

Hans Christian Schmidt reagerede på den dramatiske nyhed ved at indkalde forligskredsen omkring projektet til et møde med henblik på en vurdering af status, idet han dog hæfter sig ved muligheden for at søge yderligere støttemidler fra EU inden 2020, hvor indeværende budgetperiode udløber.

Inden da vil der blive en ny ansøgningsrunde, og det forventes, at der også i den kommende budgetperiode 2021-2026 vil blive afsat EU-midler til at støtte infrastrukturprojekter inden for fællesskabet.

Stig Rømer Winther, direktør for Femern Bælt Development, maner ligeledes til besindelse oven på EU’s udmelding om reduceret støtte og ser ikke umiddelbart nogen grund til at frygte for projektets realisering. Hans vurdering er, at EU med den aktuelle udmelding ønsker at sende et budskab: ”Lad os komme i gang. I får halvdelen nu, og så er der mulighed for at søge flere penge senere”.

Han hæfter sig i den forbindelse ved, at EU-Kommissionens koordinator for Skandinavien/Middelhavs-korridoren, Pat Cox, i løbet af foråret ved 2 lejligheder har bebudet støtten til Femern Bælt-projektet uddelt i ”bidder”, således at de støttemidler, som ikke bliver uddelt nu, hentes tilbage til ny fordeling.

På sigt opmod 275 nye arbejdspladser på Vestlolland

Af Gitte Andersen, 25. juni 2015
Vestas genåbner vingefabrikken i Nakskov

I dagene op til sidste uges folketingsvalg var det en lokal erhvervsnyhed, som kæmpede med politikerne om opmærksomheden i mediebilledet på Vestlolland: MHI Vestas Offshore Wind – et joint venture mellem Mitsubishi Heavy Industries (MHI) og Vestas – offentliggjorde, at vingefabrikken i Nakskov genåbner i andet halvår af 2015 og forventes at starte op med omkring 50 ansatte. Hertil kommer naturligvis den beskæftigelsesmæssige effekt, som produktionen vil afføde blandt underleverandører i lokalområdet.

Dette var naturligvis en meget velkommen nyhed, og der er positive forlydende om, at beskæftigelsen på fabrikken måske på sigt kan komme op i omegnen af 275 medarbejdere. MHI Vestas Offshore Wind skal på fabrikken producere vinger til Vestas V164-8.0 MV-møllen.

Fabrikken har stået tom, siden Vestas i 2010 stoppede sin vingeproduktion i Nakskov, så der var naturligvis stor lokal begejstring over udsigterne til, at det nye samarbejde mellem Vestas og MHI nu sørger for fornyet liv i hallerne på Vingevej i Nakskov.

Medlemmerne diskuterede erhvervspolitik med Brian Mikkelsen (C)

Af Gitte Andersen, 16. juni 2015
En veloplagt Brian Mikkelsen debaterede med medlemmer og gæster på netværksmødet i Ringsted d. 10. juni.

Network Zealand afholdt den 10. juni endnu et spændende netværksmøde for netværkets medlemmer samt inviterede gæster. Mødet fandt denne gang sted i Ringsted Hallernes mødelokaler, og de fremmødte netværksvirksomheder og deres gæster kunne først lytte til et indlæg fra en veloplagt Brian Mikkelsen, som midt i valgkampen havde fundet tid til at kigge forbi Ringsted og give sit bud på de største udfordringer pt. for dansk erhvervsliv – og ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder.

Efter en kort status på den aktuelle valgkamp redegjorde Brian Mikkelsen for de efter hans opfattelse væsentligste faktorer for at opnå stabilisering og vækst for dansk erhvervsliv: Virksomhederne skal have arbejdsro uden at blive pålagt yderligere administrative byrder, og forskellen mellem kontanthjælpen og mindstelønnen skal være af en størrelse, som sikrer, at der er et væsentligt incitament til at vælge et job frem for offentlig forsørgelse.

Herudover slog Brian Mikkelsen til lyd for at sikre, at der også uden for hovedstadsområdet placeres afdelinger af uddannelsesinstitutioner som eksempelvis Københavns Universitet og DTU. Endvidere fandt han det væsentligt at styrke den lokale tilstedeværelse af eksempelvis praktiserende læger og politi i lokalområderne, hvilket var et synspunkt, som fandt opbakning blandt mange af de tilstedeværende virksomhedsrepræsentanter, hvis virksomheder blandt andet er placeret på Lolland-Falster og i den øvrige del af Region Sjælland.

Efter et kort indledende indlæg åbnede Brian Mikkelsen for spørgsmål fra tilhørerne, og spørgelysten og appetitten på debat var stor. Der var således blandt andet spørgsmål relateret til manglende muligheder for kompetenceudvikling af ledige borgere mhp. opkvalificering til aktuelle jobmuligheder, ligesom manglende fleksibilitet i forhold til opnåelse af selv en meget begrænset lånefinansiering i fm. opstart af iværksættervirksomhed var genstand for debat.

Brian Mikkelsen hastede herefter videre til næste arrangement i valgkampen og overlod ordet til anlægschef Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet, som gav tilhørerne en orientering om det forestående byggeri af en ny Storstrømsbro samt aktuel status på projektet.

Han oplyste blandt andet, at det samlede projekt til en forventet pris på ca. 4,2 mia. kr. omfatter en ca. 4 km lang bro med 2-sporet vej, elektrificeret jernbane i 2 spor samt gang- og cykelsti.

Anlægsarbejderne forventes ifølge Erik Stoklund Larsen igangsat i 2016 – idet den konkrete tidsplan for byggeriet dog afventer en endelig tidsplan for byggeriet af Femernforbindelsen.

Erik Stoklund Larsen kunne fortælle, at der netop var sket prækvalificering af 5 internationale konsortier – heriblandt MT Højgaard og Aarsleff, medens en statsejet kinesisk entreprenørvirksomhed var ude af billedet.

Som afslutning på en inspirerende eftermiddag fik de deltagende netværksvirksomheder og deres gæster muligheder for at netværke, og at dømme efter dialogen og antallet af udvekslede visitkort bør der være grobund for etablering af nye samarbejdsmuligheder på tværs af netværkets virksomheder.

Flot omtale af Network Zealand i Ringsted Dagblad

Af Ole Keinicke Christensen, 16. juni 2015
Fra Ringsted Dagblad torsdag d. 11. juni 2015

Interessen for Network Zealands netværksmøde i Ringsted d. 10. juni var ikke kun forbeholdt medlemmerne og de inviterede gæster. Ringsted Dagblad, der er en del af Sjællandske Medier, havde også fået nys om begivenheden og sendte en journalist. Det kom der denne artikel ud af.

Så kom Network Zealand på facebook

Af Ole Keinicke Christensen, 20. maj 2015

For Network Zealand er det en bevist strategi, at vi skal være synlige på de sociale medier. Derfor har vi en meget aktiv profil på LinkedIn og nu er turen kommet til facebook.

Selvom facebook ikke umiddelbart henvender sig til erhvervssegmentet, er det alligevel vigtigt for os at være synlige her, fordi det giver os mulighed for at kommunikere med medlemmerne og alle andre på en mere uformel måde, udtaler formand for bestyrelsen Kim Winther.

Med den nye profil håber vi på at kunne få udbredt kendskabet til Network Zealand endnu mere og samtidig give mulighed for en lidt mere uformel kontakt mellem netværket og medlemmerne og selvfølgelig alle dem, som kunne have lyst til at følge os. På vores facebook-profil vil man kunne læse om hvad der rør sig i netværket og alle vores arrangementer, men det er også en mulighed for medlemmerne til at dele deres egne oplevelser med netværket, slutter Kim Winther.

Så mød os på facebook her og husk at 'like'....

Netværksmøde med fokus på udviklingen i Køge

Af Ole Keinicke Christensen, 19. april 2015
Jørgen Elikofer og Rasmus Holst-Sørensen

Solen skinnede fra en skyfri himmel over Hotel Søpark i Maribo, da Network Zealand holdt netværksmøde den 15. april. På programmet var Femern Bælt og nogle af de afledte projekter i bl.a. Køge.

Arrangementet blev holdt på Hotel Søpark, som er en del af hotelkæden Milling Hotel - en af Network Zealands nyeste medlemmer. Direktør og ejer Jan Milling deltog på mødet og fik indledningsvis mulighed for at præsentere Milling Hotels og gav os et indblik i de mange spændende planer for Hotel Søpark.

Selve programmet blev indledt af Senior Advisor Jørgen Elikofer fra Public Affairs Group, der fortalte om det europæiske jernbanenet og forbindelsen fra den russisk-finske grænse og ned til Malta, hvori Femern-forbindelsen spiller en vigtig rolle. Der blev også fokuseret på de afledte projekter og heriblandt også den nye jernbaneforbindelse mellem København og Ringsted.

Det ledte naturligt over til den næste oplægsholder, som var Erhvervsservicechef i Køge Kommune, Rasmus Holst-Sørensen. Her fik vi en gennemgang af alle de store anlægsprojekter, som Køge Kommune gennemfører i de kommende år.

Det drejer sig om to nye stationer i forbindelse med København-Ringsted forbindelsen og en 80 ha ny by med 7.000 arbejdspladser og 1.000 boliger, som bliver bygget i forbindelse med de to stationer. Med den nye station kobles Køge på det internationale jernbanenet hvilket får stor betydning for byen – ikke mindst som erhvervs- og transportcentrum. I forlængelse heraf udvides Skandinavisk Transport Center og havnen udvides med en ny industrihavn og uniterminal.

Et andet velkendt projekt er Region Sjællands nye Hovedsygehus, der skal placeres i Køge. Projektet til 4 mia. kr. vil på sigt betyde 3.000 nye arbejdspladser, når det står færdigt i 2021.

På uddannelsesområdet har man skabt Campus Køge, der over de kommende 5-10 år skal bestå af 11 uddannelsesinstitutioner med mere end 7.000 studerende.

Som et led i udviklingen af havneområdet skabes et nyt byområde med boliger, detailhandel og offentlige institutioner. Projektet går under navnet ’Strædet’ og udvikles af TK Development. Projektchef i TK Development, Arne Graae Jensen var dagens tredje oplægsholder og gav en grundig gennemgang af projektet og de udfordringer, som følger med et projekt af denne slags. Særligt interessant for netværkets medlemmer var måske, at TK Development overfor Køge Kommune har forpligtet sig til i størst muligt omfang, at benytte lokale underleverandører til projektet.

Se mere om projekterne i Køge her: Udvikling og vækst i Køge Kommune.

Afslutningsvis fik medlemmer og de inviterede gæster også lejlighed til at netværke og der blev udvekslet mange visitkort.

Alt i alt et spændende og informativt møde netværksmøde i Network Zealand.

 

Næste netværksmøde finder sted onsdag d. 10. juni 2015.

Skal Femern-aftalen til genforhandling?

Af Ole Keinicke Christensen, 9. april 2015
 

Mens Industri- og handelskammeret i Lübeck giver sin uforbeholdne støtte til Femern projektet i Børsen forleden kunne Ingeniøren i slutningen af marts måned berette om hvordan et enigt tysk parlamentsudvalg opfordrer den tyske transportminister til at genforhandle aftalen om en Femern Bælt-forbindelsen med den danske transportminister efter at have set en kritisk rapport fra den tyske rigsrevision.

Det oprindelige budget for den tyske betaling til tunnelen lød på ca. 6,4 mia. kr., men forventes nu at nærme sig et niveau på 16,5 mia. kr. svarende til en stigning på mere end 150 %, hvilket har fået de tyske statsrevisorer til at udtrykke stor betænkelighed.

Den danske finansiering af projektet er for en stor dels vedkommende bundet op på støtte fra EU, hvor Danmark har bedt om 13 mia. kr. Indtil videre har man fra dansk side budgetteret med en støtte på i alt 9 mia. kr., men der er hård kamp om støttemidlerne i EU. Der er nemlig i alt 735 projekter, som til sammen har lagt billet ind på 269 mia. støttekroner ud af en pulje på bare 90 mia. kr.

Selvom Femern-projektet kan anses som et projekt af ’ægte’ europæisk betydning, da der er tale om et infrastrukturprojekt, som binder norden og det øvrige Europa sammen, vil holdningen i mange af de andre lande sandsynligvis være, at der er tale om alt for mange penge til Norden.

Dertil kommer den såkaldte Juncker-plan opkaldt efter den nye kommisionsformand, der formodentlig vil skærpe konkurrencen om pengene. Tanken er, at man flytter en del af pengene i den pulje, hvor både Danmark og Tyskland har søgt støtte til projektet, til den nye plan, hvor tanken er, at offentlige penge skal geares med private investeringer.

 

Svensk glæde over Femern forbindelsen

Af Ole Keinicke Christensen, 10. marts 2015

Det er ikke kun i Danmark, at man ser frem til fordelene ved den faste Femern Bælt-forbindelse. Også i Sverige følger man interesseret med i projektets udvikling og ser frem til vedtagelsen i det danske folketing.

Med Femern-tunnelen får virksomheder i både Danmark, Sverige og Tyskland langt bedre muligheder for at vælge den optimale kombination af transportformer tilpasset den enkelte virksomheds behov. Det Sydsvenske Industri- og Handelskammer ser derfor mange strategiske og praktiske muligheder i projektet.

Korridoren København-Malmø-Gøteborg-Oslo er det område i hele norden, hvor der bor flest mennesker og med den faste forbindelse kobles hele regionen nu sammen med Hamborg. Dermed øges mobiliteten mellem Skandinavien og det europæiske fastland betydeligt samtidig med, at det bliver lettere at både at rejse, pendle og handle. Handelskammeret er således overbevist om, at det vil styrke erhvervslivet både lokalt og på tværs af grænserne.

Større fleksibilitet

Den større fleksibilitet er en fordel for erhvervslivet i hele regionen og med en moderne og effektiv infrastruktur med høj kapacitet, vil også stimulere den økonomiske vækst og jobskabelse i Sverige. Derfor ser det Sydsvenske Industri- og Handelskammer allerede nu virksomheder, som begynder at omdefinere sin distribution fra Sverige eller Øresundsregionen til at inkludere det nordlige Tyskland.

Network Zealand på Klar til nye muligheders afslutningskonference

Af Ole Keinicke Christensen, 9. marts 2015
Klar til nye muligheder - afslutningskonference
Mere end 200 deltog på konferencen i Lalandia, Rødby

Network Zealand blev fremhævet som en succeshistorie da Klar til nye muligheder holdt afslutningskonference på Lalandia ved Rødbyhavn d. 5. matrs 2015.

Konferencen blev indledt af formand for Femern Belt Development Svend Erik Hovmand med ordene "Vi er klar". Hvad dette præcist dækker over, var der flere meninger om, og bl.a. Søren Lange fra Dansk Byggeri var skeptisk overfor om danske virksomheder reelt er klar til at udnytte de muligheder, der ligger i en tættere forbindelse til det Nordtyske marked. Det handler nemlig ikke bare om infrastruktur, men også om sprog og kultur, når man vil drive forretning med vore naboer mod syd.

Blandt talerne var også formanden for Network Zealand Kim Winther, der redegjorde hvordan Netværksgruppe 3A var blevet til Network Zealand - på mange måder et alternativ til de eksisterende entværk omkring Femern Bælt projektet.

Oprindeligt var der 10 netværksgrupper under projekt 'Klar til nye muligheder', men kun Network Zealand har formået at overleve, fortalte Kim Winther. På spørgsmålet om hvilke kriterier man skal opfylde for at blive en del af netværket svarede Kim Winther, at vi er altid åbne for nye medlemmer, men bruger tid på at sikre os, at det nye medlem og vi som netværk passer sammen.

Konferencen bød også på en bustur til sitet, så deltagerne fik mulighed for med egne øjne at få en status på projektet.

Før middagen blev der lejlighed til både eftertænksomhed og mange træk på smilebåndet, da Torben Wiese fra HabitManager holdt oplæg om at bryde vanetænkningen.

 

En spændende eftermiddag i Sorø

Af Ole Keinicke Christensen, 3. marts 2015
Sorø
Karen Ellemann og Bjarne Piilgaard

Spørgelysten var stor da Karen Ellemann gæstede Network Zealand på netværksmødet i Sorø. På mødet gennemgik Karen de udfordringer, som dansk erhvervsliv står overfor i den kommende tid og gav samtidig en række bud på løsningerne. Bagefter var det god tid til debat og Karen viste stor interesse for at diskutere nogle af de konkrete udfordringer som medlemmerne står overfor i hverdagen. Det blev til en livlig debat, hvor mange forskellige problemstillinger blev vendt.

Bagefter var det Bjarne Piilgaard tur til at få ordet for at fortælle om den spændende udvikling, der har gjort Ramirent til den virksomhed, den er i dag. Desuden fortalte Bjarne om det nye joint venture med tyske Zeppelin og de mange aktiviteter, der er planlagt omkring byggeriet af Femern Bælt forbindelsen.

Herefter var det tid til networking og en god mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende og det var ikke få visitkort, der blev udvekslet. Alt i alt en rigtig god eftermiddag i Sorø.

Ny Femern Bælt workshop

Af Ole Keinicke Christensen, 17. februar 2015

Roskilde Universitet og Business LF inviterer til endnu et spændende arrangement med fokus på hvordan lokale aktører kan udnytte de nye forretningsmuligheder, som Femern Bælt forbindelsen giver.

Sammen med RUC-forskere udstikkes strategipotentialer for, hvorledes man kan udnytte Femern Bælt forbindelsen, som en katalysator til forretningsudvikling på Lolland-Falster.

Workshoppen er en opfølgning på den første Femern Bælt workshop den 27.11.2014, hvor deltagerne kom med mange spændende input til, hvordan der kan skabes vækst på Lolland-Falster som ny grænseregion.

Læs mere og tilmeld dig direkte via Business LF her.

 

 

Mød Karen Ellemann på næste netværksmøde

Af Ole Keinicke Christensen, 12. februar 2015 

Politisk perspektiv og praktisk forretning går hånd i hånd, når Karen Ellemann (V) og Bjarne Piilgaard (Ramirent) holder oplæg på Network Zealands først netværksmøde.

Onsdag d. 25. februar 2015 inviterer Network Zealand til netværksmøde for medlemmer og en række inviterede gæster. Hovedtaler på mødet bliver medlem af Folketinget for Venstre og tidligere minister Karen Ellemann. Her får deltagerne mulighed for at høre hendes og Venstres bud på udfordringer og løsninger for dansk erhvervsliv i de kommende år.

På mødet vil man desuden kunne høre Projektchef Bjarne Piilgaard fra Ramirent fortælle om betydningen af det nye joint venture med tyske Zeppelin (Fehmarnbelt Solution Services).

Der bliver selvfølgelig også plads til at netværke. Der er nemlig afsat god tid til at få kontakt til andre medlemmer/gæster, så vi alle får mulighed for at lære hinanden bedre at kende.

Man kan derfor se frem til en spændende eftermiddag i selskab med Danmarks nye erhvervsnetværk.

Stor interesse for Network Zealand på PartnerForum15

Af Ole Keinicke Christensen, 29. januar 2015
Mange kikkede forbi Network Zealands stand for at høre mere om det nye netværk.

Interessen for Network Zealand var stor blandt deltagerne på Partnerforum 2015. Det er kun anden gang, at der afholdes partnerforum, men opbakningen var stor blandt de lokale virksomheder.

Messen blev indledt af Asger Aamund der fortalte om vigtigheden af at have et sundt erhvervsklima, hvis vi som land skal klare os i den globale konkurrence. Ifølge Asger Aamund bør man især fokusere på forholdene for iværksættere og Californien blev nævnt som et eksempel på, hvordan en aktiv erhvervspolitik, der tilgodeser iværksættere, kan skabe den vækst og dynamik, der er så hårdt brug for i Danmark.

Dette blev bl.a. fulgt op af Borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder, der slog et slag for vigtigheden af iværksættere og start-ups i udviklingen af et område som Lolland-Falster. Derfor var det også vigtigt, at Network Zealand var repræsenteret på messen, da vi jo netop i vores struktur og måde at arbejde på også understøtter små virksomheder i at kunne gøre sig gældende.

Mange af de øvrige messedeltagere og besøgende generelt valgte således at slå et smut forbi standen for at få en snak om de muligheder et netværk som Network Zealand giver sine medlemsvirksomheder.

Fuld fart på motorvejsprojekterne i vores region

Af Ole Keinicke Christensen, 6. januar 2015
 

2015 bliver igen et travlt år for Vejdirektoratet.

I Region Sjælland er der især to strækninger, som får stor betydning, når de står færdige. Det drejer sig om første etape af udvidelsen af Køge Bugt Motorvejen til otte spor og anden etape af Frederikssundmotorvejen.

Med flere end 110.000 biler i døgnet er Køge Bugt Motorvejen Danmarks mest trafikerede motorvej. Derfor er udvidelsen fra seks til otte spor en kærkommen håndsrækning til både pendlere og den tungere transport.

Anden etape af motorvejsudvidelsen til Køge på 6 kilometer, forventer Vejdirektoratet at åbne i 2017.

I efteråret 2014 åbnede det nye, store motorvejskryds, der forbinder Frederikssundmotorvejen med Motorring 4 ved Ballerup vest for København. Vi kan se frem til, at hele anden etape af Frederikssundmotor-vejen mellem Motorring 4 og Tværvej ved Smørum åbner sidst i 2015.

 

Stor interesse forud for Network Zealands stiftende generalforsamling torsdag d. 8. januar 2015

Af Ole Keinicke Christensen, 6. januar 2015
 

Interessen for det nye netværk har været overvældende og vi har fået flere tilmeldinger end forventet, fortæller Kim Winther, der var tovholder på den tidligere netværksgruppe 3A og formand for den styregruppe, som står bag det nye netværksinitiativ.

Når den stiftende generalforsamling går i gang, vil der således ikke kun være en bred repræsentation af virksomheder fra gruppe 3A, men også en lang række nye virksomheder præsenteret. Det er klart, at mange virksomheder har fået øjnene op for de store anlægsprojekter, som går i gang i Østdanmark de kommende år og herunder især Femern Belt Tunnelen. Derfor er der stor interesse for et initiativ som vores siger Kim Winther og fortsætter: Desuden vækker det genklang, at det nye netværk bliver ejet af virksomhederne. Der er altså ingen stiftere med kommercielle interesser, der skal tilgodeses.

 

 

International konference afslutter projekt ‘Klar til nye muligheder’ d. 5 marts 2015.

Af Ole Keinicke Christensen, 6. januar 2015

Ved en stort anlagt konference den 5. marts takker projekt ‘Klar til nye muligheder’ af og giver stafetten videre til de virksomheder, som har deltaget i projektet. Blandt deltagerne på konferencen vil man også kunne finde Network Zealand, som er en af de stærke initiativer, som er udsprunget af projektet og samarbejdet med Femern Belt Development.

 

Vi er med, når der holdes åben Holeby d. 30 maj 2015

Af Ole Keinicke Christensen, 6. januar 2015

I et samarbejde mellem Erhvervspark Lolland og Højbygaard Papirfabrik holdes der et åbent hus arrangement blandt virksomhederne i Holeby og omegn den 30. maj 2015.

Her vil man også kunne finde Network Zealand, der vil slå et slag for det nye netværk og præsentere nogle af de mange planlagte aktiviteter, som vi har i støbeskeen.

 

Network Zealand havde en hovedrolle da ‘Klar til nye muligheders’ holdt netværkskonference 24. november

Af Ole Keinicke Christensen, 6. januar 2015

Mandag den 24. november afholdt projektet Klar til nye muligheder en Netværkskonference på Råhavegård, hvor mere end 70 erhvervsfolk fra hele regionen diskuterede mulighederne for at deltage aktivt i byggeriet af verdens længste sænketunnel.

Mere end otte ud af ti deltager var meget eller ret tilfredse med konferencen, som var et af de sidste vitaminindsprøjtninger inden byggeriet for alvor går i gang.

En evaluering foretaget som en elektronisk spørgeskemaundersøgelse viste desuden, at deltagerne fandt spørgsmål om de finansielle spørgsmål, samt emnerne kvalitet, sikkerhed, arbejdsmiljø og sundhed mest relevant.

På en skala på 1-10 scorede disse emner i gennemsnit mellem 4 og 5 point.

 

Mød Network Zealand på Team Sydhavsøernes partnerforum 2015

Af Ole Keinicke Christensen, 6. januar 2015

Et stærkt netværk er vigtigere end nogensinde. Derfor deltager Network Zealand på årets ”PartnerForum”. Her vil der være en enestående mulighed for at fortælle lokale virksomheder om Danmarks nyeste erhvervsnetværk og skabe en masse nye kontakter og forhåbentlig også nogle nye medlemmer.

Dagen er delt op i to dele, se programmet. Første halvdel er udelukkende for de tilmeldte virksomheder, der har en stand på Partnerforum.

Efter opsætning af stand, starter den første del af dagen med et foredrag med erhvervsmanden Asger Aamund, derefter vil der være frokost.

Den anden del af dagen starter, når der kl. 16.00 bliver åbnet for offentligheden, og I som deltagere har mulighed for at skabe flere nye kontakter til jeres virksomhed.

Eftermiddagen afsluttes med et standup-show med Mick Øgendahl samt lidt lækker mad og mulighed for yderligere networking.